Erhverv

Plan om rasteplads: Trafikken stiger, og biler skal stoppe i Taulov

En ny rasteplads kan løfte området ved motorvejen nær Taulov, lyder argumentet. Akkurat som det skete i Erritsø, efter man tillod det 30 meter høje reklameskilt. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Bred opbakning i byrådet til muligheden for en ny rasteplads ved Taulov. - Bilerne skal have et sted at stoppe, og det kan lige så godt være i Taulov, lød det.
Annonce

Taulov: To fastfood-steder og en benzintank kan blive til virkelighed på en ny rasteplads ved Dronningens Kvarter i Taulov.

Planerne om en rasteplads, tæt ved afkørsel 61 på motorvejen, står beskrevet i en lokalplan, som byrådet mandag aften sendte i høring. Det skete med ros fra flere partier i byrådet.

Byrådsmedlem Steen Wrist Ørts (S) pegede på, at det vil give området et løft.

- Det giver en mulighed for, at nogle af de bilister, der i dag stopper ved Kildebjerg (på Fyn, red.) eller ved Skærup nu også får muligheden for at gøre det ved Taulov. Trafikmængden går kun én vej, og de mange bilister skal have et sted at stoppe, sagde Steen Wrist Ørts.

Socialdemokraten er ikke bekymret for, at det vil tage handel fra den nærliggende OK Tank. For erfaringen fra Erritsø, hvor i 2016 blev givet tilladelse til høje reklameskilte ved afkørsel 59, er, at det giver hele området et løft, lød argumentet.

Kenny Bruun Olsen støttede på Venstres vegne planen om, at "hr. Jensens" kan køre ind og få en "pølse med ristede løg" ved Taulov. Ligesom løsgænger Karsten Byrgesen hilste planerne velkommen.

- Det er en rigtig god måde at udnytte området på, men desværre er der ikke afsat pendlerparkeringspladser, som der ellers er stort behov for, sagde Karsten Byrgesen.

Lokalplanen handler om et areal, der afgrænses mod nord af motorvej E20, mod vest af Skærbækvej og mod syd og øst af Dronningens Kvarter og Arla Foods. Hvis den vedtages, kan kommunen sælge grunden, og rastepladsen kan oprettes.

Lokalplanen handler om dette område. Illustration: Fredericia Kommune

 

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
FC Fredericia

Udebaneforholdene på Monjasa Park udgør en sikkerhedsrisiko: Kan ikke holde fans adskilt

Annonce