Fredericia

Mc-klubber efter flere dødsulykker: - Det er vanvid ikke at køre med styrthjelm

Benni Poulsen, formand for Harley Davidson Club i Marslev opfordrer alle motorcyklister til at bære hjelm. - Det er ikke for sjov eller for at spille smart. Det er for at redde liv, siger han. Arkivfoto: Helle Nordstrøm
To fynske motorcyklister og en ung knallertkører er blevet dræbt i trafikken inden for de seneste seks uger. Ingen af dem bar styrthjelm. Det får nu flere motorcykelklubber til at komme med en kraftig opfordring: - Husk sikkerhedsudstyret - det kan redde jeres liv!
Annonce

Lillebælt/Fyn: Det er ikke alene ulovligt, det er også livsfarligt at køre på knallert eller motorcykel uden styrthjelm.

Alligevel har de fynske veje og lokale broer de seneste seks uger lagt asfalt til hele tre dødsulykker, hvor hverken de dræbte motorcyklister eller knallertkørere bar hjelm.

Det er kommet bag på flere fynske motorcykelklubber. En af dem er Harley Davidson Club i Marslev.

- Det er ganske forfærdeligt, og det har overrasket os meget. Jeg kender ikke omstændighederne omkring ulykkerne, men der er ingen tvivl om, at styrthjelme er livsnødvendige. Det er ikke for sjov eller for at spille smart, at vi skal bære dem. Det er for at redde liv. Ganske enkelt, lyder det fra formanden Benni Poulsen.

Han opfordrer altid sine 650 fynske medlemmer til at vægte sikkerhedsudstyret højt.

- Vi kører Harley Davidson, og det er godt nok ikke de hurtigste mc'ere på landevejene, men det er lige meget. Hvis vi bliver ramt af en bil, er det os, der taber hver gang. Derfor råder vi altid til ordentlig påklædning, og det inkluderer som det mest naturlige også styrthjelm, siger han.

Samme melding kommer fra motorcykelklubben Landstrygerne. Her har formand Kenn Harbo kun hovedrysten til overs for de motorcyklister, der lader hjelmen blive hjemme.

- Det er helt hen i vejret. Vi ser gang på gang folk uden styrthjelm, i korte bukser og T-shirts, og det er dømt til at gå galt. Man er ekstremt udsat som motorcyklist, for der er ikke noget jern eller nogen airbag til at tage fra, siger han.

De fleste ulykker sker, når man "bare lige" skal noget. Jeg var sømand i 31 år, og dengang sagde vi altid: "Den ansvarlige for din sikkerhed er ham, du ser i spejlet hver dag."

Morten Gammelholm, formand for Motorcyklisternes Fællesklub.

Ham du ser i spejlet

Hos Motorcyklisternes Fællesklub på Østfyn mener formand Morten Gammelholm, at styrthjelmen skal på hver gang. Alt andet er vanvid.

- Du må ikke engang bare glemme det én gang. De fleste ulykker sker, når man "bare lige" skal noget. Jeg var sømand i 31 år, og dengang sagde vi altid: "Den ansvarlige for din sikkerhed er ham, du ser i spejlet hver dag."

Og sikkerhedsudstyret sidder ikke kun på hovedet, mener han.

- Jeg husker en sjov historie fra for nogle år siden. Jeg stod ved min motorcykel og tog handsker på. En ældre dame gik forbi mig og spurgte: "Tager du bare de der på for at se sej ud?". Jeg svarede: "Nej, nu må også altså have mig undskyldt. Hvis jeg vælter, hvad tror du så, jeg tager fra med? Jeg ville jo få flået mine hænder op", fortæller Morten Gammelholm.

Ifølge Fyns Politi er der frem til 7. oktober i år uddelt 163 bøder til motorcyklister og knallertkører for manglende styrthjelm. Sidste år blev der af samme årsag uddelt i alt 270 bøder.

Fra 1. januar i år er det blevet lovpligtigt for alle motorcyklister og knallertkørere at bære styrthjelm. Indtil da har man af lægelige årsager kunne blive fritaget, men det er slut nu.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
FC Fredericia

Udebaneforholdene på Monjasa Park udgør en sikkerhedsrisiko: Kan ikke holde fans adskilt

Annonce
Læserbrev

Det er svært at se som andet end en ideologisk nedslagtning af de frie skoler

Læserbrev: Regeringen forhandler lige nu finanslov med dens røde støttepartier. Der er mange krav. Men ingen ser ud til at kæmpe mod den nedslagtning af de frie skoler, som er indeholdt i regeringens udspil for statens budget næste år. Mette Frederiksen kalder sig jo børnenes statsminister, men alligevel har hun sat sin finansminister til at spare hele 300 mio. kr. om året på de frie skoler. Det er svært at se som andet end en ideologisk nedslagtning af de frie skoler, som tusindvis af forældre og børn også her i vores kommune hver dag nyder godt af. Sidste år gik der 121.000 elever på de frie grundskoler i Danmark. Den kommende besparelse truer ifølge skolernes egen forening op mod 100 skoler med lukning og mange flere med dramatisk stigende forældrebetaling. Det kan betyde, det i sidste ende kun er de riges børn, der får realistisk mulighed for at vælge et andet tilbud end folkeskolen. I Hedensted Kommune står de tre frie grundskoler - Bøgballe Friskole, Vejlefjordskolens Grundskole og As Friskole - alene til at miste et tilskud på sammenlagt 1,6 mio. kr. om året, når regeringen skærer i den såkaldte koblingsprocent. Men hvorfor vil de røde partier skære ned? Ja, det er svært at blive klog på. Både undervisningsministeren og østjyske folketingsmedlemmer fra regeringspartiet slår om sig med løse påstande om, at friskolerne puger penge i overskud og er overbetalte. Men fakta er, at en fri- og privatskoleelev koster staten mindre end en folkeskoleelev. Og det er slet ikke tilladt for de frie skoler at have overskud, der ikke bruges til at investere i skolen og elevernes udvikling. Jeg - og Venstre - har hele tiden kæmpet friskolernes sag, og det vil jeg fortsætte med. Danmark har en unik tradition for frie skoler, hvor forældre har frihed til at vælge lige præcis den skole, som passer bedst til deres barn. Det er naivt at tro, at man kan redde en skrantende folkeskole ved at nedslagte de frie skoler. Men det er trist nok, hvad der sker lige nu inde bag finansministeriets mure.